En af Axel Seehusens vigtigste opgaver var at rive de finere farver, der på den tid ikke fandtes i olieret tilstand i større mængder. Dertil kom rensning af pensler og malerbøtter, kogning af lim, mos og klister. Seehusen skulle endvidere køre "tøjet", materialerne, ud til svendenes arbejdspladser og hente maling fra Farvemøllen i Grønnegade.
Der blev brugt ca. 100 pund zinkhvidt om måneden. Det blev hentet med træk - eller rettere skubvognen, for man skubbede vognen, der var forsynet med en dyb kasse på to hjul, som blev læsset med bøtter, spande og dunke. Her over blev der lagt et par wienerstiger, stillads, tapetsererbræt og bukke. Så gik det afsted over den dårlige , ujævne brobelægning. Cykler var endnu ikke almindelige, og det var for dyrt at tage hestesporvognen, hvor der for øvrigt heller ikke var adgang for folk i arbejdstøj. En af Øigaards kunder, slagtermester Arildsen, boede i Tårbæk om sommeren - ligesom de fleste af tidens grosserere.
Det var en lang vej at spadsere frem og tilbage med de tunge materialer. Lønnen blev udbetalt lørdag aften. Dog ikke på en beværtning, sådan som det ellers tidligere var almindeligt mange steder. Men mester Øigaard var ikke altid lige pålidelig, når det gjaldt om at udbetale pengene. Undertiden måtte Axel Seehusen forgæves vente uden for værkstedet med de andre lærlinge og svende. Øigaard dukkede først op, når de var gået igen. I løbet af mandagen fik svende og lærlinge et a' contobeløb. Men de lærlinge, der kom fra velhavende hjem, betalte han til sidst.
Mange af Øigaards lærlinge som for eksempel Martin Madsen, der efterfulgte Seehusen i lærepladsen, kom fra små kår, selv om Martin Madsen med en vis portion stolthed fortæller om sin familiebaggrund: "Mine forældre holdt sig fri af alt - far var nogenlunde heldig med arbejde. Vi blev regnet for ligesom lidt bedre stillet. Dog var vi også faste kunder på lånekontoret. Fars tøj fra mandag til lørdag aften - et dynebetræk eller lignende når det kneb."